Procedure for godkendelse af vedtægter i 2024
Hvorfor skal vi nu snakke om vedtægter igen?
Da driftsbekendtgørelsen trådte i kraft sidste år, blev der lavet en overordnet Standardvedtægt, som alle LAG’ere SKAL anvende.
De fleste af jer bruger de vedtægter, som fremgik af opstartsbekendtgørelsen. Derfor skal I opgradere til de nye standardvedtægter.
Hvorfor er det vigtigt?
Brugen af de rigtige vedtægter, som er godkendt, er en forudsætning for, at I kan opfylde resultatkravene og få udbetalt jeres driftsmidler til sommer.
Hvis I ikke har de rigtige vedtægter, KAN I IKKE FÅ UDBETALT DRIFTSMIDLER. Derfor er det vigtigt at I handler nu.
Ja, I kan fortsat lave jeres egne justeringer – men de skal godkendes
Hver LAG har dog mulighed for at lave justeringer, som skal vedtages på generalforsamlingen og godkendes af PLST, der skal sikre, at de ikke er i modstrid med LAG-ordningen.
Hvorfor skulle I ikke allerede gøre det sidste år?
Det skulle I også, da de nye standardvedtægter var trådt i kraft. Men mange aktionsgrupper havde forsøgt at rette i deres opstartsvedtægter i stedet for at bruge de nye standardvedtægter og tilføje egne generalforsamlings-godkendte rettelser i dem. Det resulterede i, at mange af de indsendte standardvedtægter ikke var i overensstemmelse med driftsbekendtgørelsen. Derfor blev tjek af opdatering/ændringer i standardvedtægter udsat til 2024. Vi kan ikke skyde det igen.
Ved at gøre opmærksom på det nu, har I mulighed for at få det på dagsordenen på jeres generalforsamling.
Sådan skal I gøre:
• Tag word-udgaven af standardvedtægter fra driftsbekendtgørelsen (den er identisk med den bekendtgørelse I skal følge og der er ikke lavet rettelser siden driftsbekendtgørelsen trådte i kraft).
Link til word udgaven: Standardvedtægter gældende i 2023-2027, word format.docx
• Indskriv jeres egne ændringer (hvis der er nogen) og markér dem med gult. (Uanset hvornår I har lavet dem og hvor mange gange de er godkendt før)
• Sæt et punkt på dagsordenen til generalforsamlingen i 2024, hvor vedtægterne godkendes. (Uanset om I har lavet egne ændringer eller ej og uanset om de har været godkendt før)
• Sæt underskrifter fra de tegningsberettigede og ny dato på de godkendte vedtægter
• Indsend vedtægterne til juni 2024 ved anmodning om 2. rate/slutudbetaling af driftsmidler. (I ”Tast selv”, afkrydses ”JA” til at der er ændringer i vedtægterne. Herefter indsendes vedtægterne på mail til lagtilskud@bpst.dk sammen med den øvrige resultatdokumentation, som I bliver bedt om at vedhæfte).
Driftsvejledningen er opdateret så den svarer overens med den beskrevne procedure.